Hvem skal jeg stemme på

Hvem skal jeg stemme på i 2019?

I år 2019 skal danskerne igen løbe til stemmeboksene og sætte deres krydser for at give udtryk for, hvad de synes om normeringer i vuggestuen, EU, klimapolitik, ligestilling, beskatning, ulandsbistand, licens, narkotika og meget mere. I den forbindelse har vi lavet følgende 15 spørgsmål, som kan hjælpe dig til at beslutte, hvad du skal eller ikke skal stemme på. Du skal blot have kuglepennen fremme, så du kan notere antal point efter hvert spørgsmål, og du kan se, hvem du skal stemme på i tabellen efter de 15 spørgsmål:


Spørgsmål 1

Det er ok med vold at tvinge sin nabo til at støtte sit formål?
Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)


Spørgsmål 2

Hvis din ven gerne vil bruge et ikke-autoriseret medikament til at behandle sin sygdom, og du tilfældigvis har et bur stående, er det ok, at du smider din ven i buret?
Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)


Spørgsmål 3

To børn i nabolaget sælger is, og de vælger at aftale ikke at sælge is for mindre end 10 kroner; deres forretning skal opløses, og de skal pålægges en bøde?
Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)


Spørgsmål 4 

Hvis et voldtægtsoffers overfaldsmand kommer til offerets massageklinik og bestiller en massage, skal offeret da straffes, hvis det afviser at massere sin overfaldsmand?

Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)


Spørgsmål 5

Hvis en barejer, for at tiltrække kvinder til baren, varsler “ladies’ night,” hvor kvinder kan drikke på baren til halv pris, skal han straffes med bøde for at diskriminere mænd?
Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)

 

Spørgsmål 6

En grundejerforening i nærheden af dig vælger en kontroversiel bestyrelse, der vil opføre en grim statue. Din grundejerforening beslutter sig for at omvælte bestyrelsen og få indsat en bestyrelse, der er udpeget af jer. I forventer at blive fejret som frihedshelte af medlemmerne af den fremmede grundejerforening.

Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)

Spørgsmål 7

Hvis definitionen på slaveri er at benytte truslen om fangeskab til at få andre til at udføre et arbejde for sig, så kan værnepligt defineres som værende slaveri?

Enig (1) – Hverken eller (5) – Uenig (10)

Spørgsmål 8

Et flertal i dit nabolag beslutter, at du skal betale en ekstraordinær skat, da din bolig ligger ”bedre” end deres. Det er ikke legitimt for dem at smide dig i et bur, hvis du nægter?

Enig (1) – Hverken eller (5) – Uenig (10)

Spørgsmål 9

Et tilfældigt flertal i dit nabolag beslutter sig for, at du kun må købe dagligvarer i et specifikt supermarked. Det er ok, hvis du går imod flertallets beslutning?

Enig (1) – Hverken eller (5) – Uenig (10)

Spørgsmål 10

Din grundejerforening laver et lotteri, hvor de lover, at der er gevinst på halvdelen af lodderne. Da de opdager, at der ikke er nogen kontrol af gevinstraten sælger de i stedet lodder, hvor der kun er gevinst på en fjerdedel af lodderne. Dette er bedrageri?

Enig (1) – Hverken eller (5) – Uenig (10)

Spørgsmål 11

Politikere er bedre end forældre til at vurdere, hvad der er en passende normering til deres børn i en institution?

Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)

Spørgsmål 12 

Det er ok at tvinge en erfaren kvinde til at have samleje med en jomfruelig dreng, da drengens nytte ventes at overstige kvindens nyttetab og dermed være en nettogevinst for samfundet?

Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)

Spørgsmål 13 

Da dette spørgeskema er offentligt tilgængeligt og kan anses for at være en public service, så er det ikke min opgave at sikre, at brugere kun kan tilgå siden ved at betale, men i stedet skal alle, der har internet til rådighed, betale til mig på en halvårlig basis – alternativt, skal de i et bur.
Enig (10) – Hverken eller (5) – Uenig (1)

Spørgsmål 14

Du foretrækker at benytte et toilet hos en ven frem for et offentligt toilet?

Enig (1) – Hverken eller (5) – Uenig (10)

Spørgsmål 15

Bander og rockere ville have mindre incitament til at bekrige hinanden, hvis markedet for narko blev afkriminaliseret.

Enig (1) – Hverken eller (5) – Uenig (10)


Aflæsning af score

15 point: Der er ikke et eneste politisk parti, der matcher dine svar. Det bedste, du kan gøre, er at overbevise andre om at leve efter dine værdier.

 

16-30 point: Du er muligvis minarkist, og det er ingen skam. Du kan evt. læse denne bog eller se denne video, og så er du i mål.

 

31-99 point: Du kan vælge, hvilket som helst af partierne fra A-Å – det gør ingen forskel.

 

100-149 point: Du har akut behov for en psykolog – et folketingsvalg bør være det sidste, du har i tankerne lige nu.

 

150 point: Du er formentlig Frank Jensen.


... Her er et billede fra sidste folketingsvalg - kan du gætte, hvilken boks jeg står i?

SIGN UP!

Tilmeld dig maillisten, så du modtager en besked, når der er noget nyt på siden.

 
Tilmeld
Afmeld
 
 

Foreslåede sider:

www.mises.org

www.liberaletanker.dk

www.østrigskeobservationer.dk